Regeringen har lavet et lovforslag (2b), som vil påvirke landets almene lægepraksis meget voldsomt. Lovforslaget betyder, at vi som praktiserende læger vil blive topstyrede fra et offentligt kontor, som vil kunne bestemme hvor mange patienter vi skal have, hvem vi skal have ansat, hvornår vi skal have åbent, hvordan vi skal behandle og prioritere – og meget mere.
Vi er selvstændige erhvervsdrivende som ejer vores klinik, og vi har investeret mange penge, meget tid og især meget hjerteblod i den. Vi sætter en ære i at kende jer patienter og jeres familier og kunne give en personligt tilpasset indsats til jer.
Det ville vi frygtelig gerne kunne blive ved med.
Men med ovenstående lovforslag,hvor regeringen og regionerne ikke vil forhandle med os, men i stedet vælger at lovgive hen over hovedet på os, bliver det svært.
Vi mister al faglig og organisatorisk bestemmelse over vores klinik. Men vi kommer til at stå tilbage med alt ansvar og økonomisk risiko herunder lokaler, udstyr, personalet og dets lønninger , IT mv.
Det er ganske uhørt at regeringen således dikterer hvordan selvstændige virksomheder skal gøre – prøv at forestille dig at det var din frisørsalon, tømrervirksomhed, gartneri eller andet der blev pålagt hvor mange kunder du skulle tage ind,hvem der skulle være ansat, hvilke sakse og skruer der skulle anvendes og hvornår der skulle være åbent!
Det kommer ikke til at fungere. Risikoen er derfor stor for, at vi må opgive at drive klinikken. Og alternativet: Vi kan jo nok få et job i en regionsklinik eller andet.
I en regionsklinik arbejder en læge i gennemsnit 1,5 år ad gangen. En praktiserende læge arbejder i gennemsnit 17 år i sin egen klinik. Du vil dermed ofte møde en ny læge, og skal starte forfra næsten hver gang. Udgiften til regionsklinikker er 57% højere end i en almindelig lægepraksis. Det betyder at vi alle skal betale mere i skat.
Patienttilfredsheden i regionsklinikkerne er lav sammenlignet med almindelige lægepraksis.
Kort sagt:
Regeringens lovforslag vil gøre almen lægepraksis dyr, dårlig og uattraktiv for både patienter og læger.
I som patienter har meget at tabe.
Vi håber, at I vil støtte kampen for at almen praksis kan udvikles på en konstruktiv måde gennem forhandlinger i stedet for gennem lovgivning.
Det kan I gøre ved at støtte dette borgerforslag:
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-20839
Venlig hilsen
Sandra Jagd og Kirstine Oksbøl